Langtidsstegt svinebov med hoisin

IMG_7362.jpg

Svinebov ser man ikke så tit i supermarkederne - Det laves vel oftest bare til hak. Og det er synd, for det er en kraftigt smagende og meget mørk og lækker fedtmarmoreret udskæring af gris som fortjener en bedre skæbne. Den har både knogle og hud, og du kan bestille en svinebov hos din slagter. Du kan også bruge en nakkefilet, men så går du glip af sprød svær. Min svinebov her fik en virkelig fin skæbne! Smurt i hoisin-sauce (en kinesisk, tyk og sødlig glaze), og langtidsstegt i en 8-9 timer ved lav temperatur.

Det skal du bruge til 8: [checklist]

  • 1 hel svinebov med knogle og hud intakt (ca. 2 kilo)

  • Suppeurter som gulerødder, løg, hvidløg, blegselleri osv.

  • Rosmarinstilke

  • Laurbærblade

  • 1 glas hoisin sauce

  • En halv flaske rødvin - nothing fancy

  • Stegetermometer

[/checklist]

Sådan laver du hoisin-masseret og langtidsstegt svinebov:

  1. Start et par dage før du skal ha' den i ovnen. Lav en salt/sukkerlage af 250 gr. salt, 125 gr. brun farin og et par stængler rosmarin. Kog evt 1/2 liter vand og opløs salt og sukker i den, og tilsæt så 3 1/2 liter iskold vand. Nedsænk svinebov i denne lage. Her kan den bo i 1-2 dage.

  2. På dagen renser du så alle urterne. Skær dem groft, og læg dem plant i et ildfast fad. Læg også et par stilke rosmarin, nogen laurbærblade og en 10-20 peberkorn.

  3. Skær huden på din svinebov i et mønster efter egne evner. Jeg gik for "skakbræt", men det gør du som du har lyst. Den skal skæres hele vejen ned igennem fedtlaget, men ikke ned i kødet.

  4. Smør hele svinet grundigt med rigeligt med hoisin. Det må gerne dryppe fra den. Drys hele svinet med peber, men ikke med salt! Den har fået rigeligt fra lagen.

  5. Placer svinet på urterne så det ligger så plant som muligt. Sæt et stegetermometer ind i midten af kødet, og hæld en halv flaske rødvin i fadet, og sæt den ind i en 250 gr. varm ovn. Efter 20 minutter er den brunet fint af, og du skruer ned på 100 grader.

  6. Her skal den stå og hygge sig i en 8-9 timer. Den skal op på omkring en 80 grader. Rammer du 80 flere timer før dine gæster kommer, så skruer du bare ovnen ned på 80, og lader den stå der. Det er fint! Og går det ALT for langsomt, skruer du ovnen op på 120 eller 130. Det er meget taknemmeligt at arbejde med.

  7. 1 time før du skal servere, skruer du ovnen op på 250 igen og får brunet sværen flot af, evt under grill. Men hold godt øje med den så den ikke bliver sort! Når den er lækker og sprød tager du din svinebov ud, og lader den hvile i en halv times tid imens du har kartofler i ovnen, eller laver et andet tilbehør. Det er også nu du koger saucen ind, og evt jævner den med maizena og et bløp piskefløde, og smager til med gastrik.

Svinebov er da let! Og bemærk stegetiden på en 8-9 timer: Du kan gøre alting klar aftenen før, og smide den i ovnen om morgenen inden du tager på arbejde. Så er der sygt lækker simremad når du kommer hjem en kedelig tirsdag.